NEDRE ØJENLÅG

Generel info

Poser under øjnene og tunge øvre øjenlåg er nogle af de hyppigste årsager til at få foretaget en kosmetisk operation. Med alderen mister man elasticiteten i vævet omkring øjnene, hvilket giver øget mængde hud på øvre og nedre øjenlåg. Samtidig svækkes muskulaturen omkring øjet således, at fedtlegemerne omkring øjet kan bule frem og give posedannelse af på nedre øjenlåg.

Forundersøgelse

Når du kommer til forundersøgelsen vil du blive grundigt undersøgt af speciallægen. Det er en fordel, hvis du har udfyldt dit helseskema hjemmefra, inden du kommer til forundersøgelsen. Du kan printe skemaet her. Ved forundersøgelsen vil speciallægen gennemgå skemaet sammen med dig og herefter vil I sammen gennemgå dine ønsker og forventninger til resultatet af en operation. Du vil få grundig information om selve operationen, og om hvordan du skal forholde dig efter operationen. Du vil få taget billeder (før billeder) til din journal. Efter forundersøgelsen skal der gå mindst 7 dage inden en operation kan udføres i henhold til Sundhedsstyrelsens krav om betænkningstid.

Operationen

Det er godt at være velforberedt til operationen. Du skal IKKE spise naturmedicin eller anden kosttilskud 14 dage før operationen og du skal helst ikke tage medicin, som påvirker blodets størkningsevne (Acetylsalicylsyre, Ipren, Ibuprofen). Du skal ikke ryge 4 uger før operation og evt først ryge igen 4 uger efter operationen. Det er en fordel, hvis du har købt kølebriller (kan købes i klinikken) inden operationen. Operationen foregår i lokalbedøvelse, hvilket betyder, at du ikke mærker noget form for smerte, men du kan hele tiden mærke, hvad der foregår. Vi vil under hele operationen forklare dig, hvad der foregår, så du hele tiden kan føle dig tryg ved situationen. Dit ar vil ligge i kanten lige under de nederste øjenvipper. Nogle gange kan arret placeret i slimhinden inde i øjets i omslagsfolden og vil derfor ikke være særlig synligt efter operationen. Du vil få tid til at komme igen til trådfjernelse 6 -8 dage efter operationen.

Efter operationen

Efter operationen anbefaler vi at du hentes af en ledsager. Du kan ikke selv køre bil. Vi anbefaler, at du har forberedt dig med at købe kølebriller, som du gerne skal fortsætte med at anvende 20 min en gang i timen de første par dage. Herved mindsker du hævelse og gul-blå misfarvning af øjenomgivelserne. Lokalbedøvelsen aftager indenfor 2- 6 timer. Herefter kan du tage smertestillende eks. tablet Panodil 1 g x 4 dagligt. Du kan gå i bruse bad efter 24 timer. Du skal lade plastrene sidde på og kan duppe tørre dem. Sov gerne med eleveret hovedgærde. Du får et visitkort med vores akut telefonnummer med hjem. Efter 6-8 dage kommer du til kontrol i klinikken, hvor sygeplejersken vil fjerne trådene og kontrollere sårhelingen. Du skal selv bestille tid til kontrol hos plastikkirurgen 3-6 mdr. efter operationen. 

 

Komplikationer

Blødning efter operationen er ekstremt sjældent forekommende, hvis det sker, skal du i første omgang, hvile med hovedet højt og anvende frost-/isposer på øjnene i 10-15 minutter. Dette vil normalt stoppe blødningen. Stopper blødningen ikke skal du naturligvis kontakte klinikken på det telefonnummer du har fået udleveret. Det kan være nødvendigt at åbne såret og standse blødningen. Infektion ses meget sjældent, men kan forekomme og vil kræve behandling med antibiotika. Hvis der optræder infektion ses det typisk efter nogle dage og tegnene er rødme og hævelse samt tiltagende smerter. I sjældne tilfælde kan slimhinden i øjet hæve op. Det er derfor vigtigt at du tager de øjendråber som anbefalet efter operationen. Tilstanden går ofte i sig selv efter nogle uger. Endvidere kan der i sjældne tilfælde opstå ectropion pga skrumpning af arvævet. Dette giver en nedadtrækning af det nedre øjenlåg og kan derved give problemer med at lukke øjet. Dette forsvinder normalt i løbet af nogle uger/måneder. Det er derfor vigtigt at øjet fugtes med øjendråber og/eller salve i denne periode. I meget sjældne tilfælde kan der blive behov for en ekstra korrigerende operation. Er dette tilfældet, er det naturligvis uden beregning.

Vejledende pris: kr. 14.000,- 

Før og efter billeder