...
 

Endoskopisk pandeløft

Om endoskopisk pandeløft 

Med alderen bliver huden i panden slap og rynket, og øjenbrynene synker ned, hvilket kan give hudoverskud på øjenlågene samt rynker i øjenomgivelserne. Dette kan korrigeres bl.a. ved et direkte øjenbrynsløft, hvor man fjerner et hudstykke over øjenbrynene og herved får et lille ar i toppen af øjenbrynet.

 

Alternativt kan man lave løft af panden endoskopisk, hvilket udføres som en kikkertoperation. Her får man kun små skjulte ar i hovedbunden (i alt 5 stk.). Denne operation kan tilbydes til personer, som ønsker at skjule arrene og som ønsker løft af hele panderegionen.

 

Løftet designes, så det passer netop til dit ansigt. Det mest naturlige løft er et løft af det yderste af øjenbrynene og ikke så meget af den centrale del af øjenbrynene. Dette giver et mere ungdommeligt udtryk og ikke et forskrækket udtryk, som ses efter andre former for pandeløft (coronalt pandeløft).

 

I forbindelse med operationen kan man ligeledes lave en permanent fjernelse af muskelaktiviteten af brynene og derved undgå botox-behandling fremover. Operationen foretages i fuld bedøvelse. 

Hvordan foregår et pandeløft?

 

Forundersøgelse 

Når du kommer til forundersøgelsen vil du blive grundigt undersøgt af Liselotte Sabroe Ebbesen, der er speciallæge i plastik- og rekonstruktionskirurgi, Ph.D.  Det er en fordel, hvis du har udfyldt dit helseskema hjemmefra, inden du kommer til forundersøgelsen. Du kan printe skemaet her.

 

Ved forundersøgelsen vil Liselotte gennemgå skemaet sammen med dig, og herefter vil I sammen gennemgå dine ønsker og forventninger til resultatet af en eventuel operation. Du vil få grundig information om selve operationen, og om hvordan du skal forholde dig efter operationen, og du vil få taget billeder (før billeder) til din journal.

 

Efter forundersøgelsen skal der gå mindst 7 dage, inden en operation kan udføres jvnf. Sundhedsstyrelsens krav om betænkningstid.

Forberedelse til operation

 

Det er godt at være velforberedt til operationen. Derfor anbefaler vi, at:

 

  • Du ikke spiser naturmedicin eller anden kosttilskud 14 dage før operationen.

  • Du ikke tager medicin, som påvirker blodets størkningsevne (Acetylsalicylsyre, Ipren, Ibuprofen).

  • Du ikke ryger 4 uger før operation og evt. først ryger igen 4 uger efter operationen.

 

Operation 

Et endoskopisk pandeløft foretages i fuld bedøvelse og derfor vil operationen foregå på Aleris-Hamlet, hvor Liselotte er overlæge. Dette er fordi vores lokaler på Vesterbro ikke har det fornødne udstyr, som kræves, for en operation i fuld bedøvelse.

Du skal møde fastende  og må ikke have indtaget fast føde i op til 6 timer før, du ankommer til klinikken. Du må gerne drikke vand eller lidt saft, indtil 2 timer før du kommer til klinikken.

 

Når du kommer til operationen, vil Liselotte sammen med dig gennemgå alle detaljer omkring operationen igen. Hun vil også tegne på dig, inden du bliver lagt til at sove. Narkoselægen forklarer alt omkring narkosen, så du kan være helt afslappet, inden du lægges til at sove.

 

Operationen foregår gennem 5 små snit i hovedbunden. Man starter operationen ved at injicere noget væske som både virker lokalbedøvende og får de små blodkar til at trække sig sammen (så det bløder minimalt), så det bliver lettere at foretage operationen.

Efter operationen

Efter operationen vil du ligge på vores opvågningsafdeling, hvor du hele tiden bliver overvåget af vores anæstesipersonale (narkoselæge eller narkosesygeplejerske). Du vil få serveret lidt at spise og drikke efter operationen. Herefter gennemgår vi en smerteplan sammen med dig, inden du forlader klinikken, så du ikke er i tvivl om, hvilken form for smertestillende medicin, du skal tage.

 

Du har en hovedforbinding på, som skal forblive på i 1 uge, og du kan gå i brusebad efter 24 timer – men du skal undgå, at hovedforbindingen bliver våd.

 

Du får et visitkort med Liselottes akuttelefonnummer med hjem. Efter 7 dage kommer du til kontrol i klinikken, hvor sygeplejersken vil fjerne forbindingen samt trådene/clipsene i hovedbunden. Du skal selv bestille tid til kontrol hos Liselotte 3-6 mdr. efter operationen. 

Komplikationer

Blødning efter operationen er ekstremt sjældent forekommende, men hvis det sker, skal du i første omgang, hvile med hovedet højt og anvende frost-/isposer på operationsområdet i 10-15 minutter. Dette vil normalt stoppe blødningen. Stopper blødningen ikke skal du naturligvis kontakte klinikken på det telefonnummer, du har fået udleveret, da det kan være nødvendigt at åbne såret og standse blødningen.

 

Infektion ses meget sjældent, men kan forekomme og vil kræve behandling med antibiotika. Hvis der optræder infektion, ses det typisk efter nogle dage, og tegnene er rødme og hævelse samt tiltagende smerter.

 
 
 
 
 
 

Vejledende pris

DKK 66.000,-  

 

+ 6% i patientforsikring

 

Før/efter

Da alle pandeløft foretages hos Aleris-Hamlet, er det Aleris-Hamlet, der har ophavsretten over disse før/efter-billeder. Du kan derfor klikke her, for at blive sendt videre til Aleris-Hamlets hjemmeside. 

Kunne du tænke dig en forundersøgelse?